Fasterholt juli 2007 Torsdag, den 19. juli 2007 "Verdensmester" på en torsdag Nu forstår jeg, hvorfor alle har så travlt med at flyve af sted og så udelande. De har det nok ligesom jeg - de kan ikke finde hjem igen. Jeg var lige kommet fra København. Havde taget det gode vejr med og nu skulle der flyves. Alle de skrappe drenge fløj naturligvis langt væk. Alle de mindre øvede fik god træning. Og jeg blev verdensmester :-) Tredje optræk. Det er godt at øve mange starter og landinger. Og kunne man forlænge turen ind imellem ville det da nok også være fornøjeligt. Pludselig var der gået en evighed og jeg hang stadig i luften. Uret gav mig ret! 15 minutter og jeg var ikke landet endnu. Det gav mig mod på at kæmpe videre.....22 minutter...stadig i luften. Jeg fløj bevidst opvinds. Selvom om jeg har timer nok til at blive trin 4, har jeg endnu ikke fået taget mig sammen til at tage trin 3 prøven og derfor må jeg ikke flyve væk fra pladsen. Så når jeg fløj mod vinden ud, måtte det være nemt at flyve med vinden hjem. Hver gang, jeg havde drejet lidt og var ved at blive rundtosset, tjekkede jeg lige, hvor flyvepladsen var. Ok. 40 minutter, stadig svævende. I det fjerne skar en plastikting sig med høj fart gennem luften, mod mig. Det var Kenneth i sin Atos. Jeg tror, at hans overraskelse var stor, da han høfligt hilste på den hanglider, han var ved at passere og opdagede det var mig. Sådan så det i hvert fald ud, da han vendte. Hvis man kan tænke sig, at man kan lave en håndbremsevending i luften, så var det det, han gjorde. Nu fløj jeg for første gang sammen med min instruktør. Kenneth fløj i forvejen og viste mig, hvor jeg kunne finde løft. Jeg holdt godt øje med ham og fulgte med, så godt jeg kunne. Det var sjovt og det gik godt længe, men på et tidspunkt kunne jeg ikke følge med. Fløj mest i synk og var begyndt at blive træt. Jeg besluttede mig derfor for at sætte kursen mod pladsen, så jeg ikke pludselig var i for lav højde og nødt til at udelande. Men hvor var pladsen? Jeg prøvede at orientere mig. Pladsen var væk. Der var faktisk ikke rigtig noget, jeg kunne kende. Og dog.....var der ikke noget, der lignede ørken"apparatet"?......så skulle pladsen jo være.......nej.....?....mest synk.....hvor er den.....mere synk....hvad vej vender jeg?....Jeg kunne mærke panikken snige sig ind på mig! Hvor f..... er pladsen, eller bare noget jeg har set før, noget genkendeligt? Det bliver en udelanding. Hvor er der en god mark tæt på en vej, så det bliver nemt at hente mig? Og så pludselig længere fremme en mark med svæveflyvere på...Arnborg! Lettelse! Tungen lige i munden. Jeg nåede lige præsis at lave en super god landing på en mark 5 meter fra græsplænen på Arnborg svæveflyveplads. En hel time og tretten minutter havde jeg holdt mig svævende. Jeg havde ikke kunnet finde hjem, men jeg var glad. Meget glad! Kirsti kom og hentede mig og da jeg jeg kom tilbage på pladsen, blev jeg mødt med vilde jubelråb og lykønskninger. En verdensmester var født :-) Og så på en torsdag. Fredag, den 20. juli 2007 God dag - på trods Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. End ikke for en verdensmester (læs indslaget fra i går). En dag med blåtermik. En god udfordring efter successen i går. Men da jeg slår på udløseren under mit tredje optræk, sker der intet. Optrækssnoren havde viklet sig rundt om udløserarmen og på grund af trækket fra bilen var det umuligt at udløse. Jeg saksede med benene for at få snoren klippet, men intet skete. Jeg saksede og saksede. Kunne de ikke se det? Jeg havde fået god højde på. Men banen sluttede og nu måtte der handles. Det bedste, jeg kunne komme i tanke om, var at begynde at cirkle og langsomt skrue mig ned, alt imens jeg stadig saksede, så måtte de da opdage, der var noget galt. I sådan en situation synes hvert sekund som en evighed, men så hørte jeg endelig bilfører Helmers stemme i min radio "så er snoren klippet". Nu kunne jeg løfte snoren op og få den fri så jeg kunne udløse den. Stadig i næsten 300 m højde. "Godt klaret" lød en ny stemme i min radio. Det var Ulrich. Han havde ligget over mig for enden af banen og set det hele. Jeg forsøgte at finde løft ved at se efter ham, men kunne ikke rigtigt koncentrere mig og besluttede at gå til landing. Kort før jeg skulle sætte benene på jorden, gik en boble, der gjorde, at jeg ikke længere fløj i modvind, men i medvind og så går det dæleme stærkt. Jeg fik dog reddet landingen ganske glimrende. Men jeg var godt øm i armene og mens jeg hvilede, sang en stemme i mit hoved "flyv ikke højere end vingerne bær - hold dig til jorden præcis, hvor du er" Jeg fik ikke fløjet mere, for så var Ulrich gået på glid og skulle hentes. Han kom desværre ikke så langt og havde en mindre god landing. Ikke noget alvorligt kun en bukket sejlpind. Men havde man stået der med et kamera, havde der vist været glimrende underholdning til de mørke vinteraftener. Mens Ulrich pakkede, kunne vi følge Thomas, der kæmpede og til sidst måtte lande ikke langt fra det sted, vi stod. Men Kenneth og Lars Bo fløj ca. 150 km ud af en trekant-opgave på 165 km. Imponerende! Det havde på trods af alt været en god dag. Og jeg var blevet mindet om vigtige ting, jeg havde lært og ikke syntes, jeg havde glemt, men.....det er livsvigtigt at lave ordentlige preflight tjek. Og det er vigtigt, man som radiomand og bilfører hver gang er 100% opmærksom på piloten fra start til slut, så der kan handles hurtigt, når der en sjælden gang sker noget, der ikke burde. Og at de, der ikke har del i optrækket, ikke forstyrrer dem, der har. Vi må hjælpe hinanden med at huske på tingene og procedurerne en gang imellem, også selv om vi ikke synes, det burde være nødvendigt.
|
[Glide - Home] [Billeder 2003] [Billeder 2004] [Billeder 2005] [Billeder 2006] [2007 Billeder] |