Spanien april-maj 2008
For sjette gang vendte vi næsen mod Alicante for atter at besøge Nick Pollet fra DoYouWanna. Vi måtte op allerede kl. 3.30 for at nå flyveren kl. 7 i Kastrup. Og så gør man klogt i at tage en lille morfar i flyveren, for straks efter ankomsten er der dømt flyvning i bjergene! Vi kastede kufferter og glidere op i Nicks bil og kørte til Onil Recongo. Her var der en lokal konkurrence, så luften var snart tyk af glidere. Nick meddelte mig over radioen, at jeg skulle flyve med i konkurrencen, da han så, at jeg lå væsentligt højere end de lokale. På dette tidspunkt var jeg i ca. 2.000 meters højde. Men....jeg havde allerede fløjet et stykke tid og var blevet træt og temmelig tørstig og jeg var begyndt at fryse, for der er koldt i den højde selv i Spanien. Jeg valgte derfor at hyggeflyve og kom ned og få noget at drikke. Man skal huske på sin MYB, når man har været tidligt oppe. På vejen hjem kørte vi til bjerget Palomaret, hvor vi også fik fløjet lidt. Sikken en velkomst :-)
Statistikken denne gang var 5 flyvbare dage ud af 8. En god score. Som så mange gange før kom vi i kontakt med flere nye piloter i ugens løb. Vi var atter indkvarteret i Nicks private feriebolig i Gran Alacant og boede de første par dage sammen med tyske Joachim og walisiske Sean. Da de tog hjem, ankom Tony fra Irland. Han er lige gået på pension og skulle nu tilbringe de næste 4 uger sammen med Nick. Vi var slet ikke misundelige! Selv om der var et par ikke flyvbare dage, kedede vi os ikke. Udover naturligvis en shoppedag i Alicante tog vi på Nicks anbefaling til en stor, religiøs fiesta i bjergbyen Caravaca de la Cruz omkring 2 timers kørsel fra Gran Alacant. Det var en storslået oplevelse, som dog stod i skærende kontrast til roen i højderne. Der var en larm og en leben uden lige. Et hav af små orkestre, som spillede hver deres melodi, gik gennem byens gader og stræder ofte med en rigt dekoreret hest i front. Disse heste konkurrerede senere på eftermiddagen i et løb op ad den stejle og menneskefyldte vej op til det lokale kloster. Det var bestemt ikke uden fare, når hestene blev pisket til at løbe ind gennem folkemassen, som måtte springe til side hver gang. Men det var en del af festlighederne. Vi sad i sikker afstand på en skråning og så på. Vi fik smagt den lokale vin, som byens indbyggere fra den årle morgen hældte i sig. Det smagte som sherry og havde hurtigt sin “virkning” i det varme vejr. Der var på et tidspunkt 39,5 grader.
Et par af dagene fløj vi på den skønne kyststrækning Cabo, hvor der var rig lejlighed til at øve sig, tage billeder og i det hele taget nyde ferien.